<body><script type="text/javascript"> function setAttributeOnload(object, attribute, val) { if(window.addEventListener) { window.addEventListener('load', function(){ object[attribute] = val; }, false); } else { window.attachEvent('onload', function(){ object[attribute] = val; }); } } </script> <div id="navbar-iframe-container"></div> <script type="text/javascript" src="https://apis.google.com/js/platform.js"></script> <script type="text/javascript"> gapi.load("gapi.iframes:gapi.iframes.style.bubble", function() { if (gapi.iframes && gapi.iframes.getContext) { gapi.iframes.getContext().openChild({ url: 'https://www.blogger.com/navbar/6851831156504760911?origin\x3dhttp://laekremotorcykler.blogspot.com', where: document.getElementById("navbar-iframe-container"), id: "navbar-iframe" }); } }); </script>
onsdag

Suzuki har leveret 6 ud af 10 motorcykler


2007 var året hvor danskerne hamstrede Suzuki'er. Det viser de tørre tal i salgsstatistikken. Suzuki alene, har leveret cirka 6 ud af 10 japanske motorcykler, til forbrugerne pr. ultimo september.

Faktisk har Suzuki solgt 53 flere nye maskiner end Aprilia, Ducati, Honda, Kawasaki, Moto Guzzi, Triumph og Yamaha, i fællesskab har magtet i samlede salgstal.

Suzukis mest sælgende model, GSX 750F, har forladt butikkerne 618 gange, med frisk slutseddel. Køberne svarer alle, at mange kubik for pengene, samt god kåbe, gjorde udfaldet.

Ser vi bort fra de mindste, 125-maskinerne, som landene omkring os kalder knallerter, rykker Suzuki yderligere fra. Så falder Honda´s salgstal fra 799 til 681 og Yamaha fra 906 til 783.

Store maskiner og kåber
Suzuki sælger kun få, helt billige minier, hvilket gør Suzuki´s salgstal yderligere imponerende.

Selv de billigste Kinesere, til priser under 10.000 kr. må også se sig kraftigt distanceret af Suzuki. Det var ikke så udtalt tidligere år, men det ser ud som om Kinesersalget er toppet, og nu er på vej ned.

Konklusionen er klar. Vi danskere vil have store maskiner, til billige penge, af anerkendt mærke. Lav pris er ikke nok.

Nu må vi forbrugere så håbe at alle Suzukis konkurrenter følger med ned i pris, til 2008, og at Suzuki holder deres nuværende lave niveau. Men hvem ved, måske bliver Suzuki endnu billigere.

Salgstal 29.09.2007
1.Suzuki: 2821

2.Yamaha: 906

3.Lifan: 845

4.Honda: 799

5.Kawasaki: 682

6.Jinlun: 306

7.Harley-Davidson: 258

8.BMW: 224

9.Dadyw: 181

10.Ducati: 136
fredag

KTM 990 Super DUKE Promotion 2007

Motorcykel med lovlig rå køreglæde


Komfort? Glem det. Lange mc-ture? Glem det. Praktisk? Glem det. Teknik, der dur? Ja. Fræk og sjov kørsel? Også i den grad.
Sådan ser den helt korte opgørelse over kvaliteterne i KTM Super Duke R ud. En herlig maskine til fest og ballade på snoede veje og baner, men uden forsøg på at gøre kørslen behagelig. Her er det den rå og kontante kørsel, det gælder. Den er, som den ser ud, med sine skarpe, kantede og sorte udstråling med glimt af KTM’s frække orange grundfarve på stel og det lynende R: en sort bisse med masser af kræfter og hurtige reflekser.

Allerede når man sætter sig på motorcyklen, mærker man den brutale stil: Sædet er nemlig hårdt som et bræt. Det egner sig ikke til timelange ture, men det giver nærkontakt med maskinen og underlaget. For affjedringen er også hårdt sat op, så buler i asfalten giver også buler i bagdelen. Men nærkontakten giver også en direkte fornemmelse af maskinens adfærd, ikke mindst i de sving, hvor den udstråler mest livsglæde.

For med en kort afstand mellem hjulene og stejle forben til forhjulet er den ekstremt styrevillig og villig til at sno sig hurtigt rundt på asfalten. Endda i en grad, så man skal være lidt over den for ikke at få styrudslag.

Den vil ubestridt være sjov til banekørsel, men et par dages kørsel på Super Duke R i København og Nordsjælland viser, at den også kan tæmmes på almindelig vej. For ganske vist har dens stærke LC8-motor med 120 hk styrke nok til 230 km/t. Men da motorcyklen i den grad er nøgen, så vinden går rent ind på kroppen, er den sjovest at køre ved lovlige hastigheder.

Behagelig kørestilling
Samtidig er den oprette kørestilling meget behagelig, fodhvilerne sidder lavt nok til, at selv en langbenet kører ikke får ondt i knæene, og det lidt brede styr lægger håndtagene naturligt i hænderne. En kontant kobling og nogle gear, der fungerer sjældent godt, forbedrer køreoplevelsen, og med stærke, radialt placerede Brembo-skivebremser er det let at dosere opbremsningen.

Instrumenterne er enkle med den vigtige omdrejningstæller som det centrale ur og med digital visning af hastighed. Blinklyset slår ikke selv fra, og derfor skal man vænne sig til selv at trykke det væk igen. Det er naturligvis kun en vanesag, men til gengæld bliver det aldrig en vanesag på denne som på så mange andre motorcykler at se albuerne i spejlene i stedet for, hvad der sker bagude.

Super Duke R er og bliver en egoistcykel, og derfor er der indlysende også kun ét sæde. Hvis ønsket er en gang imellem at have plads til en bagsædepassager, er det bedre at spare 30.000 kr. og ’nøjes’ med den almindelige Super Duke. Her er motor og teknik det samme som på R-modellen, men opsætningen og styrevilligheden er lidt blødere sat op. Samtidig er der så mulighed for en bagsædepassager.
tirsdag

Harley skrider i svinget


Motorcykelselskabet Harley-Davidson mærker den økonomiske nedtur i USA og har solgt betydeligt færre motorcykler i de sidste måneder af 2007.

Den amerikanske økonomiske nedtur har sat sig tydelige spor i salget af nogle af de dyreste produkter. Det kan bl.a. motorcykelproducenten Harley-Davidson mærke.

I fjerde kvartal af 2007 måtte selskabet se overskuddet falde med 26,3 pct. som følge af nedturen i amerikansk økonomi.

Det samlede salg faldt 7,7 pct. til 1,4 mia. dollars eller godt syv mia. kr.

Selskabet fortæller, at salget i de amerikanske butikker faldt med 14,2 pct.

»Vi forventer, at den amerikanske økonomi fortsat vil være meget udfordrende i 2008,« skriver ledelsen bl.a. om prognosen for 2008. Den forventer dog stadig en moderat vækst i omsætningen i hele forretningen.